Historisk

I de nordiske lande har bidmærkeanalyse aldrig rigtig vundet indpas, men andre steder i verden, ikke mindst i USA, har anvendelsen været meget udbredt. Uheldigvis har dette ført til adskillige fejlagtige domsafsigelser – og sågar medført idømt dødsstraf med afsoning på dødsgangen til uskyldige personer [6]. Der har været en særdeles intens debat i USA’s retshistorie, især efter at DNA-profilering vandt indpas i slutningen af halvfemserne [7]. Resultaterne af DNA-profilanalyse viste sig i flere tilfælde at modsige vidnesbyrdene fra bidmærkeeksperterne [7][8].

En yderst omtalt amerikansk retssag er sagen mod Ray Krone, hvor bidmærkeanalyse havde en central placering [6][9]. I 1991 blev Ray Krone dømt til døden plus 21 års fængsel for drab på en kvindelig bartender. Hun blev stukket ihjel, og det eneste fysiske bevismateriale, der blev fundet på liget, var bidmærker på bryst og hals. Bidmærkeanalysen, i hvilken der blev lagt særlig vægt på en prominerende fortand på en model af Ray Krones tandsæt, blev det afgørende lod på vægten, der førte til dommen [6]. I 2002, efter ti år i fængsel, blev Ray Krone frikendt for alle anklager og fuldstændig renset, da DNA-profilanalyse af saliva, der blev fundet på ofret, viste, at han umuligt kunne være gerningsmanden [6]. I USA er der mindst fem andre velkendte sager, hvor bidmærkeanalyse ligeledes var hovedgrundlag for domfældelsen, der imidlertid senere blev modbevist af DNA-profilering [6]. I denne forbindelse er det værd at nævne the Innocence Project, en nonprofit juridisk organisation, der blev stiftet i USA i 1992. Organisationen har til formål at få uskyldige dømte personer ud af fængsel på baggrund af DNA-test og har til dato bidraget til frifindelse af mere end 200 personer. Innocence Project har ikke været direkte involveret i frifindelsen af Ray Krone, men fremhæver ofte hans sag som et klassisk eksempel på, hvordan fejlagtig bidmærkeanalyse kan ødelægge uskyldige menneskers liv [10][11].

Den bedst kendte bidmærkesag fra de nordiske lande i nyere tid er «Torgersen sagen», der igennem flere årtier har været heftigt debatteret i den norske tandlægeforenings medlemsblad og de norske dagblade. Den norske statsborger Fredrik Fasting Torgersen blev i 1958 dømt for voldtægt og mord på en ung pige [12]. Et bidmærke på pigens venstre bryst viste sig at blive et meget omdiskuteret teknisk bevis. Flere eksperter udtalte sig om bidmærket og drog modstridende konklusioner [12]. Torgersen blev dømt til livsvarigt fængsel ikke mindst på grund af bidmærkeeksperternes udtalelser. Han blev løsladt efter 16 år. Igennem årene blev sagen revurderet flere gange i det norske retssystem, og jo flere eksperter man spurgte om bidmærket, jo flere forskellige og indbyrdes modstridende erklæringer fik man – erklæringer, der ifølge kommissionsrapporten var baseret på personlige erfaringer og retsodontologiske retningslinjer og kun i mindre grad på videnskabelig evidens [12]. Torgersen døde i 2015, og i 2017 bad hans arvinger om genåbning af sagen med påstand om, at bevisbyrden var utilstrækkelig til at knytte Torgersen til gerningsstedet. Anmodningen blev afvist, selvom kommissionen nu afviste et af de tre oprindelige fældende beviser, nemlig bidmærkeanalysen [12]. I kommissionens nyeste rapport blev bidmærket bedømt som ikke signifikant [12]. Denne kontroversielle sag viser tydeligt, at bidmærkeanalyse kan være meget vanskelig, og at retssikkerheden kan være truet.

Menneskebid kontra dyrebid

Når man præsenteres for et muligt bidmærke, er det første skridt at overveje nøje, om det faktisk drejer sig om et bidmærke. Andre skader kan ligne bidmærker, men omhyggelig undersøgelse og anamneseoptagelse vil hjælpe til at afgøre, om læsionen skyldes kraftig kontakt med fortænder fra dyr eller mennesker, eller om den kan stamme en krum genstand med et lignende mønster.

Et bid kan stamme enten fra et dyr eller et menneske. De fleste dyrebid stammer fra kæledyr, hyppigst hunde, men katte kan også bide fra sig [13]. Undertiden ser man rottebid på små børn, men bidlæsioner også kan stamme fra vilddyr eller sågar hajer. Når man skal skelne mellem et dyrebid og et humant bid, må man vurdere omstændighederne. Ved dyreangreb vil der ofte forekomme adskillige kradsemærker sammen med bidmærkerne [14]. Man bør desuden overveje bidmærkernes størrelse og form. Er de kompatible med et humant tandsæt? Sammenlignet med humane bidmærker vil mærker fra dyretænder snarere have karakter af skærende end knusende, kæberne være smallere, og mærkerne fra hjørnetænderne for de fleste dyrs vedkommende være dybere og mere spidse [14].

Bidmærker i menneskehud

Bidmærker i menneskehud dækker et bredt spektrum fra næppe synlige mærker til tydelig afrivning af væv [2] (figur 1). Endvidere afhænger kvaliteten af et bidmærke af omstændighederne omkring afsættelsen, fx tiden, kraften og ofrets og gerningspersonens eventuelle bevægelser, mens mærket blev afsat. Disse forvrængningsfaktorer bidrager til et bidmærkes kvalitet [15]. Datakvaliteten er af stor betydning for den retsodontologiske vurdering, for jo bedre bidmærkedatakvaliteten er, jo sikrere konklusioner kan man drage. I midten af nullerne udviklede og validerede den retsodontologiske ekspert og forsker Iain A. Pretty [2][16] en bidmærkeskala. Skalaen er tænkt som en hjælp til at give en generel vurdering af bidmærkelæsioners alvorlighed og deres retsmedicinske anvendelighed [2][16] (figur 1).

Den humane huds gengivelse af det tandsæt, der har afsat et bid, er åben for fortolkninger, og der er ingen facitliste ved bidmærkeanalyser. Studier med eksperimentelle bidmærke i huden kan kritiseres for beskeden validitet og for at ligge for langt fra virkeligheden [2], men «virkelige» bidmærker er heller ikke sandhedsvidner, da de beror på en bedømmelse, der, som historien har vist, heller ikke kan kaldes «sandheden» [2][17]. I den forbindelse bør nævnes, at uoverensstemmelser inden for området uimodsigeligt blev afsløret i et studie, hvor praktiserende retsodontologer skulle bedømme seks afbildninger af seks formodede bidmærker [4]. På trods af at retsodontologerne alle anvendte Prettys bidmærkeskala [2][16], var deres bedømmelser stærkt modstridende [4]. Fx var der et af billederne, som én tandlæge afviste som uegnet til bidmærkeanalyse, mens en anden fandt, at det var et «ganske godt billede at arbejde med» [4]. Bidmærker forandres med tiden, især i huden på grund af det biologiske respons, hvorved de undergår forandring fra det øjeblik, de afsættes. Ikke mindst derfor er hurtig indsamling og data af god kvalitet af afgørende betydning.

Bidmærker på genstande

Selvom bidmærker i forbindelse med kriminalsager ofte forbindes med hudlæsioner på enten offer eller gerningsperson, kan bidmærker på genstande som tøj, madvarer, blyanter, sutter eller andre personlige ejendele udgøre værdifuldt retsmedicinsk bevismateriale, der kan forbinde en person med en hændelse, et sted eller en anden person [18]. Bidmærker på sådanne genstande fremstår ofte som et tredimensionelt aftryk af en persons tandsæt og giver mulighed for en sammenligning af biddets størrelse og orientering, samt vinkling og form af tænderne [19]. Sammenlignet med hudlæsioner kan bidmærker på madvarer ofte resultere i meget detaljerede, specifikke og påviselige karakteristika [18], som efter analyse kan bidrage til en højere pålidelighed [20].

Bidmærker på madvarer og andre genstande er ofte beskrevet i kasuistikker og juridiske optegnelser [20]. Alligevel har de fleste studier og retningslinjer vedrørende bidmærker fokuseret på læsioner i menneskehud [20][21]. Med undtagelse af Webster, som i 1982 foreslog en klassifikation, er der i nyere tid hverken fremsat en specificeret klassifikation eller en standardprocedure for analyser af bidmærker i madvarer og andre genstande [20][22].

Bidmærkeanalyse – dataindsamling

Det første og afgørende skridt, inden man kaster sig ud i en analyse, er naturligvis at definere et bidmærke. En anerkendt definition på bidmærkeanalyse lyder således: «the detection, recognition, description and comparison of bitemarks that occur on living and inanimate objects caused by humans and animals» [8]. Denne definition er ganske bred og åben for fortolkninger, mens andre definitioner beskriver analysen som en form for mønstergenkendelse – ligesom analyse af værktøjsmærker [1]. Som nævnt ovenfor i afsnittet Bidmærker i menneskehud bør man afstå fra sådan analyse eller anvende den med stor varsomhed, når det drejer sig om vurdering af bidmærker i huden.

Igennem mange år var overføringsmetoden den foretrukne metode ved bidmærkeanalyse i hud. Her blev gipsmodeller af det tandsæt, der skulle undersøges, dækket med transparent plastfolie (en overheadtransparant), og incisivernes incisalkanter og hjørnetændernes cuspistoppe aftegnet manuelt [23]. Derefter blev plastfolierne lagt hen over bidmærket, og analysen gennemført. Den xerografiske metode, hvor man anvender en kopimaskine i stedet for at tegne manuelt, var den naturlige videreudvikling af metoden [23]. I dag anvender man typisk 3D-teknologi, hvilket fører til forbedret datakvalitet på grund af formindsket forvrængning. Det er essentielt i metoden så vidt muligt at frigøre sig fra det manuelle aspekt (subjektiviteten), om end man må være opmærksom på, at forvrængning stadig kan forekomme.

Den grundlæggende dataindsamling bør frem for alt inkludere et DNA-skrab fra bidmærket, som kan anvendes til DNA-profilanalyse [24]. Læsionen skal dokumenteres med fotografier af god kvalitet. Fotografierne skal tages vinkelret på læsionen for at sikre minimal fotografisk forvrængning. Desuden bør man tilstræbe optimale lysforhold, og alle billeder skal ledsages af en måleskala – en lineal anbragt ved siden af mærket [3][21][25] (figur 2). Hvis det er muligt, bør fotografierne ledsages af 3D-dokumentation. Endelig bør dataindsamlingen omfatte en grundig beskrivelse af hændelsesforløbet, hvis dette er muligt. Hvis der i sagen er en formodet gerningsperson, bør man indsamle en salivaprøve til DNA-profilanalyse, og dokumentere tandsættet i 3D med henblik på potentiel analyse. Desuden er det afgørende for analysen at tage en kontrolprøve fra et område uden for bidlæsionen på ofrets hud [26]. Generelt bør man følge retningslinjer fra en officiel kilde, en anerkendt version findes fx på hjemmesiden til The American Board of Forensic Odontology [21].

Fra et politisynspunkt er omhyggelig indsamling og dokumentation af bidmærker på livløse genstande lige så vel som fra bidmærker i hud essentiel for at opbygge et robust bevismateriale, der kan holde i retten. Bevismateriale kan indsamles med diverse metoder, herunder fotografering, skrab, aftrykstagning og alternative teknikker som sporafbildning på transparent plastfolie [27][28][29][30].

Eftersom bidmærker på forgængelige strukturer er udsat for hurtig og betydelig forvrængning, afhænger deres pålidelighed som bevismateriale af flere faktorer som fx sammensætningen af fødevaren, dens tilbøjelighed til at dehydrere og ændre form ved stuetemperatur, tydeligheden af det aftryk, den mistænktes tandsæt har afsat, samt den tid, der er gået, før bevismaterialet er indsamlet og konserveret. Det er derfor yderst vigtigt at tage fotos af genstandene og at putte fødevarer i lufttætte poser og opbevare dem i køleskab [31].

Ultraviolet reflektionsfotografering (UVA), infrarøde og andre lyskilder, som anvendes i kriminalteknisk arbejde, kan også være nyttige ved dokumentation af bidmærker [21][32]. Ligesom ved bidmærker i hud er det afgørende at tage DNA-skrab fra det afficerede område på en genstand så kort tid efter forbrydelsen som muligt. Selv i de tilfælde, hvor ugerningen bliver anmeldt flere timer efter, at biddet er afsat, er det stadig muligt at finde DNA fra gerningspersonen [33].

Yderligere dataindsamling fra det formodede bidmærke kan inkludere 3D-dokumentation, digitaliseret eller med aftryksmateriale. Disse teknikker anbefales ved analyse af bidmærker i fødevarer [34]. Indsamling af bevismateriale fra den formodede ophavsperson til biddet følger samme protokol som beskrevet ovenfor.

Tilgængelige retningslinjer som fx manualen fra The American Board of Forensic Odontology (ABFO), foreslår forskellige analysemetoder, selvom de fokuserer på bidmærker i human hud [20][21]. Blandt de traditionelle teknikker ved bidmærker på genstande er «docking»-proceduren [35], hvor man sammenligner en model af en mistænkt persons tandsæt med en model af bidmærkene på genstanden og ser, om mærkerne matcher. Bidspor på plane overflader som papir kan man analysere ved hjælp af overføringsmetoden ligesom ved hudlæsioner [23].

Hvis en alment praktiserende tandlæge bliver udpeget til at indsamle bidmærkedata – fx på anmodning fra en forsvarsadvokat, der ikke nødvendigvis søger en objektiv udtalelse – anbefales det, at tandlægen henvender sig til en retsodontolog eller til politiet for hjælp og vejledning om, hvordan man opnår dokumentation af god kvalitet. Det er essentielt, at tandlægen anerkender fagområdets kompleksitet og den afgørende betydning, bevismaterialets kvalitet kan få for alle involverede.

Konklusioner

I de nordiske lande er det sjældent, at retsodontologer betjener sig af bidmærkeanalyse. Det er ikke ofte, man finder et mærke, der utvetydigt kan klassificeres som et bidmærke, der også har tilstrækkelig retsmedicinsk vægt og yderligere ved nærmere analyse kan stå for en kritisk vurdering. Dette er ikke ensbetydende med, at retsodontologer kun sjældent udtaler sig på baggrund af formodede bidmærker. Selvom bidmærkeanalyse i nogle tilfælde bør undgås, kan det stadig være relevant at foretage en professional vurdering af et bidmærkes alvorlighed og et muligt hændelsesforløb. En forsigtig udtalelse om et muligt bidmærke uden angivelse af en specifik gerningsperson kan stadig bidrage til den overordnede forståelse af et forløb, selvom den vil have mindre styrke end en definitiv udtalelse. Omhyggelig og rettidig indsamling af bidmærkespor er afgørende for at opnå dokumentation af høj kvalitet, som kan være dét, der gør forskellen.