Alt for dårlig klinisk holdbarhed af et måske bioaktivt materiale

Et klinisk studie*, hvor materialet Activa Bioactive fra firmaet Pulpdent blev afprøvet i Klasse I og II kaviteter i permanente tænder, har vist en helt uacceptabel fejlfrekvens inden for det første år.

Fyldningerne i Activa Bioactive, som er en flydende plastmodificeret glasionomercement, blev udført efter fabrikantens anvisning uden anvendelse af adhæsiv. Det blev sammenlignet med fyldninger i et velafprøvet konventionelt nanofyldt plastmateriale. Efter 1 år var 24,1 % af fyldningerne i Activa Bioactive omlagt, mens kun 2,5 % var omlagt for kontrolmaterialet. Årsagerne til fejl var løsnet fyldning, postoperative symptomer og sekundær caries. Som følge af den uacceptabelt høje fejlratio efter 1 år, er studiet blevet stoppet.

Pulpdent har efterfølgende ændret i brugsanvisningen og anbefaler nu anvendelse af en adhæsiv. Hvorvidt det vil forbedre holdbarheden og om de potentielle bioaktive egenskaber i Activa Bioactive vil fungere sammen med en adhæsiv er endnu uafklaret.

* A randomized controlled evaluation of posterior resin restorations of an altered resin modified glass-ionomer cement with claimed bioactivity.

Publiceret i Dental Materials: https://doi.org/10.1016/j.dental.2018.11.027

Jan WVvan Dijken, Umeå Universitet 
UllaPallesen 

(Københavns Universitet).

AnaBenetti 

(Københavns Universitet).